Igen i år afholdte SBS sit årlige byttestævne og generalforsamling et og samme sted. Denne gang var vi rykket til Aarup på Fyn, hvor der var 45 deltager ved stævnet. Det svarer næsten til halvdelen af medlemmerne i foreningen, hvilke må siges at være godt klaret at så mange deltager.
I år havde vi besøg af Søndersø Bryghus om lørdagen, hvor der blev smagt på flere af deres øl, samt de fortalte lidt om bryghuset, som ligger i den sydlige ende af Søndersø. Som det ses på billedet fik de et diplom for at have været med til vores stævne i Aarup, og det er noget vi gør hvert år. Det gælder både når vi er på besøg på et bryggeri/bryghus eller de kommer til os på vores stævner.
Der blev byttet rask væk på stævnet blandt de mange fremødte samlere, og dertil havde foreningen også auktioner over mere eller mindre sjældne etiketter samt billigmapper. Disse mapper indeholder mange etiketter, hvor en del er af almindelig karakter, men du kan være heldig der er noget godt imellem.
De som valgte vores pakke med overnatning og spisning over weekenden, blev heller ikke snydt for at være med til auktioner og billigmapper, som foregik på Vissenbjerg Storkro. Deltagerne her blev transporteret i bus til Aaruphallen og tilbage igen om lørdagen.
Kort nyt fra generalforsamlingen.
På generalforsamlingen blev der i år valgt ny formand som blev Kay-Verner Christiansen fra Korsør. Det betød at vi måtte tage afsked med Kim Kjelstrup, som har været formand for foreningen igennem 6 år. Der skal lyde et stort tak for hans arbejde i foreningen, og vi ønsker ham alt godt fremover.
Til sidst er her lidt stemningsbilleder fra stævnet i Aarup og Vissenbjerg.