Press "Enter" to skip to content

Månedens ting 2017 – juli

En etiket indsamlet dengang det ikke var så let som det er nu, hvor vi får stakkevis af etiketter ind af brevsprækken. Hans Worsøe beretter: Jeg begyndte at samle i 1944, dengang boede jeg i Randers, ved at bløde etiketterne af de få øl og sodavandsflasker, vi havde i kælderen, samt ved at gå på Thor og hos mineralvandsfabrikken Ingvard Bach. Dette er min første “udenbys” etiket, som jeg fik, da min far havde været en tur i København og på Storebæltsfærgen drukket en Sydvestsjællands lagerøl og fået tjeneren til at bløde etiketten af. Derfor betyder den noget særligt for mig.

Guinnessetiketten fortæller en historie: nemlig at Danmark i 1943 var isoleret fra England på grund af krigen, men at der en gang imellem strandede et skib på Vestkysten med engelsk øl ombord. Dette øl blev meget efterspurgt og solgt på førende hoteller. Denne er drukket på Hotel Randers i l944 – dog ikke af mig, jeg var kun 12 år. Denne etiket blev grunden til min senere omfattende Guinness-samling. Stor tak til Hans Worsøe for denne måneds spændende etiketter samt for beretningen om disse.