Press "Enter" to skip to content

Månedens ting 2018 – april

-Denne måneds samlerting er med emnet ‘Det nære’. Dette skal forstås som etiketter el. andet fra den/de bryggerier/mineralvandsfabrikker som ligger/lå tættest på en speciel lokation for een selv: f.eks. ens fødested, hvor du voksede op el. hvor du bor nu. Denne etiket fra Kajberg Brøndanstalt i Vanløse er vel ikke blandt de mest spændende etiketter i sig selv pga. det noget simple design, men anstalten “udmærker” sig ved at have ligget 240 meter fra, hvor jeg voksede op. Det er tæt på men vi skal længere ind.

-Mineralvandsfabrikken Geysir er heller ikke blandt de mest kendte selvom navnet nu ikke er helt ringe valgt til sådan en fabrik. Her med et “Bogstav”-design som mange fabrikker dengang benyttede sig af til langt op i 1900-tallet (men vel også Brøckhouse i nyere tid, dog i en lidt mere forfinet udgave). Tilbage til Geysir, der i starten af 1900-tallet lå på Dronningensgade 25 på Christianshavn, blot 57 m. fra min senere kollegiebolig. Vi er tæt på…men vi skal længere ind, helt ind til benet!

-Helt inde ved “benet” er vi nu: ca. 15 meter fra mit barndomshjems gadedør til hjørnet af Jernbane Allé og Jyllingevej i Vanløse, lå i slutningen af 1910erne til 1930 Tholanders købmandshandel. I denne butiks kælder har der været fremstillet sodavand, sikkert ikke i stort antal og nærmere årstal for produktionen kendes ikke, men antageligt i 1920erne. Jf. listen over bryggerier og fabrikker udarbejdet ca. 1995 af Steffen Gerdes skulle der findes en etiket fra denne “fabrik”. Jeg vil utroligt gerne vise denne, men har desværre ikke kendskab til om den stadig findes. Måske nogen ved det? (I parentes skal bemærkes, at hvis man slår stedet op på et nutidigt kort og ikke kan få de to gader til at mødes, så er den altså god nok: Jyllingevej blev i 1936 omdøbt til Jydeholmen!)