August måneds samlerting kan ses på flere planer: en hyldest til jernbanen og specielt den nostalgiske del af den vil det vise sig..og måske som en ide til et nyt samlerområde: Der findes jo hvad man kunne kalde “sorts-samlere” dvs. samlere af f.eks. citronvand, (jule)hvidtøl, sportsvand og måske andet, men hvor mange “motiv samlere” har vi ? Det er/var jo en meget udbredt samlertype indenfor frimærker (i hvert fald da jeg var barn), men ikke rigtig noget man ser meget til indenfor vores hobby, kun måske etiketter med royale motiver. Ligesom undertegnede er der jo flere samlere, der ud over etiketterne, også er interesseret i tog – enten som hobby eller professionelt – så ideen er hermed givet videre….fut fut…. Tuborg export etiket før 1910. Hvis nogle samlere kender et mere specifikt årstal så giv gerne lyd.
Den tyske immigrant George Wiedemann var brygmester på Kauffmann Brewery i Over-the-Rhine, Cincinnatti men flyttede i 1870erne til Newport, hvor han sammen med John Butcher drev The Jackson Street Brewery. G. Wiedemann købte partneren ud og dannede i 1878 The Geo. Wiedemann Brewing Co., Newport, Kentucky, U.S.A. hvorfra denne Bohemian Beer stammer. Etiket fra ca. 1890/1910. Etiketten viser en spisevogn fra passagertoget ‘The F.F.V.’ (Fast Flying Virginian), som – med lidt ændrede ruteplaner gennem tiden – kørte første gang 11/5-1889 og sidst 12/5-1968 dagligt mellem Washington, D.C. til Cincinnati, Ohio. Det kan desuden oplyses af selskabets navn “Chesapeake & Ohio” hentyder til Ohio River og ikke staten Ohio.
Polsk / russisk før-revolutions øletiket med fuld damp på.
Da jeg så denne flotte ‘Locomotive Lager’ tænkte jeg først: enten må Crabville Brewing Co. (vel et lille nanobryggeri?) have set det danske mikrobryggeri Skræp Bryghus’ etiketter – eller omvendt. Men så fandt jeg ud af, at de vist begge er genereret ved hjælp af siden www.beerlabelizer.com som vist også det nu lukkede Orø Bryghus har benyttet….og måske flere andre?
Det har faktisk ikke været let at finde danske etiketter med jernbane / lokomotiv-motiver. Vi har masser af sejlbåde og skibe (vi er jo en søfartsnation) og en del biler og enkelte fly, men det er – efter hvad jeg kan finde – næsten kun sodavandsetiketter der har haft “tog på”. Skulle der være nogle samlere der har øletiketter, så send gerne ind til webmasteren så vi kan få vist dem!
Et andet eksempel på en dansk “lokomotiv-etiket”: Her et plagiat af Sct. Nicolauskilde Brøndanstalts A.B.C. Sport-Selters. Fabrikken Salling i Roslev er ikke de eneste der har haft gang i kopimaskinen også Aktiv fra Hadsund har lignende etiket.
Fra Tighthead Brewing Company, Mundelein, Il. U.S.A. kommer en “sjældenhed”: et jernbanemotiv som ikke er et (damp)lokomotiv. Her en flot Boxcar Porter. Mon der findes en “Caboose Cola” eller en “Gondola Gueuze” eller hvad med en ‘DSB Slow Brew”…..
Et klogt ord lyder jo: “Lad bilen stå” eller hvis vi skal holdes os til det engelske som på denne etiket: “Don’t Drink and Drive”. Måske denne loko-fører fra helvede skulle have lyttet lidt til ovenstående. Crooked Fence Brewing Company fra Garden City, Idaho, U.S.A. er ansvarlig for denne ‘Train Wreck’. Med denne etiket ønskes medlemmerne en forsat god (sen)sommer og kør nu forsigtigt 😉