Juli måneds samlerting må selvfølgelig have noget at gøre med den fantastiske sommer vi har haft i år. Så her er vi sammen med Frisco i Ringsted taget til stranden med den unge skønhed og hvem kunne ikke trænge til en ‘svalkande sommardrink’?
En meget dejlig harmonisk etiket til “Sommer Øl” i en sjælden set lilla farve fra Tuborgs Fabrikker. Antagelig fra slut 1800-tallet og desværre ikke så nem at finde idag.
Og så tilbage til nutiden med Mikkellers ‘Drink’in in the Sun’ fra sommeren 2008.
Den måtte jo komme! Maleren Erik Henningsens motiv ‘Tuborg-Øl’ med den berømte ‘Den tørstige mand” der i varmen vist godt kunne trænge til et glas øl – og hvem kunne ikke det. Vandt 2. pladsen i Tuborgs plakatkonkurrence i 1900. Fra 1979 og nogle år frem prydede en omarbejdet udgave af plakaten ½-liters øllen ‘Den Store Tuborg’. God sommer!